Str. Guide

Brudekjoler – hvad passer bedst til din figur?

Når du skal ud at kigge på brudekjoler, kan det være lidt af en jungle, at finde den perfekte brudekjole til dig selv.

Der er hundredvis af brudekjoler som man kan prøve, oceaner af modeller og farver man kan vælge imellem og priserne varierer utroligt meget, alt efter hvilken designer man vælger og hvilke tekstiler, der bruges. Man vil jo gerne have at ens brudekjole er perfekt til en, både i stilen, men bestemt også til ens kropstype. Hvordan brudekjolen smyger sig om figuren er jo vigtig, uanset hvilken størrelse man bruger.

En brudekjole behøver i dag, ikke være helt hvid, man kan få kjoler med skærft bælter og bånd i forskellige farver, som giver kjolen et stænkt af farve eller glitter og glimmer kan indsættes. Du kan endda vælge en kjole i en helt anden farve, hvis det ønskes. Den hvide farve kommer også i mange forskellige nuancer, så hvis du gerne vil have noget der er anderledes i farverne, så er det bare med at prøve sig frem. og vi kan lave alle dine ønsker.

Stor barm

Du har fra naturens side fået tildelt stor barm. Uanset om du bruger små størrelser, plus size størrelse eller gennemsnitlig størrelse i tøj, så har du fået en stor barm at tagehensyn til, alt efter om du ønsker at fremhæve eller skjule den.

Når du skal ud og prøve brudekjoler, skal du huske at det er vigtigt at få købt det rigtige undertøj, som en bh med god støtte eller et korset. Når i finder kjoler til dig finder du og din værtinde ud af om der er korset indbygget i kjolen. Ellers vender vi tilbage til under valg af undertøj.

Pas på, at din kjole ikke er for afslørende – husk at fokus skal være på dit ansigt, Brudekjolen skal skabe et helhedsindtryk af dig på den store dag og ikke kun lade barmen stå frem.

Hvis du ønsker at neddæmpe barmen lidt, så vælg en kjole, der har en lille hjerteudskæring. Den vil åbne op for dit ansigt, din hals og dine kraveben. Hvis du elsker de stropløse brudekjoler, så husk igen den lille hjerteudskæring fremfor stilen, der går lige på tværs. Dette vil fremhæve barmen mere. Stof på brudekjolen, som vil være med til at øge volumen på barmen, er stof med glans så som organza, satin og silke, samt overdele, der er syet som om stoffet ligger lag på lag. Glem ikke at bevæge dig rundt i din kjole under dine fittings. På den måde kan du mærke, om barmen bliver holdt på plads i din kjole.

Lille barm

Du har fået tildelt en mindre barm fra natrens side, dette betyder ikke, at der er mangel på kjoler til dig. Det gælder bare om at finde det rigtige snit, som passer til din barm og figur.

Kig evt. efter brudekjoler, hvor overdelen er syet som om der er flere lag stof. Ekstra stof øverst oppe vil hjælpe med at udfylde din overkrop og skabe en illusion af kurver. Brudekjoler med en let polstret halter neck vil også gøre sit til at din barm ser større ud.

Den helt rigtige bh vil give din barm et godt løft. Der findes mange smukke bh’er med både puder, gele og olie, som kan få barmen til at virke større. Men det kan være svært at fylde barmen ud i brudekjoler som er stropløse eller som har en dyb rygudskæring, da det kræver en stropløs bh eller at man ikke har bh på. eller man kan sætte blonder hen over stroppen på ryggen, danne et hjerte eller andet mønster.

Brudekjoler, der er syet i empire stil, er kjoler, som har en høj eller hævet talje. Du skal undgå de lave taljemål. Den hævede talje bør starte lige under barmen og strømmer ud til en nederdel. Denne romantiske og smukke silhuet er smigrende for de fleste kropstyper og er særdeles flot til kvinder med en lille barm.

Brudekjoler med et A snit er en af ​​de meste populære kjoler, fordi de er pæne til de fleste kropstyper. En kvinde med en lille barm kan også bære denne kjole, den har en tragtformet nederdel fra livet og ned til fødderne, hvilket skaber en “A” facon. Hvis brudekjolen vælges med A snit, så vælg en kjole hvor der sker mere på overdelen. Det er en god ide at have enten perler, blonder, flæser, mønstre eller andre dekorationer, som vil være med til at give dig mere fylde på barmen.

Brudekjole Aalborg

Pæreform

Du har en pæreformet krop hvis du har smalle skuldre, en smal talje og brede hofter.

Man skal huske at når man har en pæreform, så skal man lede efter brudekjoler, som trækker opmærksomheden op imod dine skuldre.

Vælg en brudekjole, som sidder ind til din flotte smalle talje, det vil fremhæve den i stedet for dine hofter. Stropløs modeller eller med bådudskæring er super gode til dig. Todelt kjoler er NO GO, da dine hofter vil blive fremhævet i sådan en.

Når du har pæreform som kropsbygning er det en god ide ikke at pynte den nederste del af brudekjolen, da dette kan fremhæve dine hofter. Til gengæld kan du med fordel bruge blonder og pynt på den øverste del. – Prøv forskellige modeller og se hvad der klæder dig bedst.

Æbleform

Med æbleform har du som regel brede skuldre, stor barm, benene er ofte slanke, taljen er ikke så tydelig (topmave), smalle hofter og lille popo.

Du skal se efter brudekjoler, der rynker, eller har et bånd ved det smalleste punkt ved taljen, så den bliver fremhævet. Den nederste del af kjolen må rigtig gerne være ligesom på en A-model. Vælg gerne brudekjolen med masser af blonde og detaljer, som kan camouflere mavenlidt. Toppen må gerne være nogenlunde stram, så den giver korset lignende effekt.  Mange med æbleform benytter ofte shapeware undertøj på, for at fremhæve talje og holde tingene på plads.

Timeglas figur

Hvis du har timeglas figur, så betyder det, at din øverste og nederste halvdel af kroppen er perfekt afbalanceret, med en meget markeret talje.

Du burde vælge en kjole, der fremhæver din meget smalle talje. Todelte kjoler vil styrke din flotte figur. Prøv evt. nogle havfrue brudekjoler, som smyger sig ind til dine kurver og ender i et bølgende lille eller langt slæb. Disse fås jo i dag et et utal af smukke afslutninger, med og uden blonder.

Da dit bryst- og hoftemål allerede er velbalanceret, bør du ikke tilføje for meget for oven eller forneden på brudekjolen, da det vil ødelægge timeglasformen. Hold dig fra empire silhuetterne og de store prinsesse brudekjoler. Den smalle talje kan også fremhæves ved et stænk af farve. Et skærf med farve i kan give et strejf af elegance.

Men husk på der er ingen regel uden undtagelse, har du timeglas figur, kan du sagtens være absolut smuk i andre silhuetter også.

Brudekjoler til plus size kvinden

Hvis du hører til dem, der bruger plus size størrelse, så sidder vægten midt på kroppen i forhold til kjolerne, samt er barmen normalt fyldig eller ekstra stor.

Du kan lede efter brudekjoler med empire snit, evt. med en nederdel, der begynder lige under busten og flyder ud i en gradvis gulvlang A-line. Blot sørg for, at empire sømmene ikke starter på brystet og at der ikke er plissering i stoffet – det vil minde om ventetøj. Kjolen skal spille op til din skønne figur. Hvis kjolen er for løs, vil du se større ud end du er, så vær ikke bange for at prøve en kjole, der sidder ind til kroppen. Brudekjolen vil tage sig godt ud med v hals eller med brede stropper, som vil komplimentere dine kurver, påsatte skulderbånd, offshoulders,der er mange muligheder.

Find stoffer som satin, der giver struktur, snarere end noget der flagrer for meget. Hvis du elsker det romantiske udseende med luftigere stof, skal du vælge en kjole med stivere base i underdelen og derefter tilføje let broderet tyl ovenpå.

Ofte når man er plus size, tror man ikke at man kan bære forskellige modeller, og ofte vælger man med ærmer. Vi anbefaler at man prøver flere modeller, med og uden tyl, blonder, rene linier osv. Alle plus size er forskellige og den som er pæn til en anden plus size er måske slet ikke dig når den kommer på. HUSK at have JA hatten på og NYD at der er så mange smukke kjoler du kan prøve.

Høj og slank

Hvis du er så heldig både at være høj og slank, så kan du næsten bære hvilken som helst brudekjole. Undgå dog høje halsudskæringer, da de vil få dig til at se endnu højere ud end du egentligt er.

Undgå gerne alt hvad der får dig til at synes højre fx. opsat hår og diademer. Vælg i stedet et langt slør, da du med din højde kan bære det.

Du kan også vælge at tage ballerinaer på i stedet for en sko med hæl. En lille fin ballerina er lige så feminin til en brudekjole som en højhælet sko. Det er meget inde med sneakers med og uden glimmer.

Lav og petit

Er du ikke ret høj er nøgleordet forlængelse. Hold kjolen enkel; det vil sige lad være med at vælge en kjole med mange detaljer, og hvis du ønsker dem så vil det være bedst at holde dem til den øverste del af kjolen. En A snit kjole virker umiddelbart bedst. Den får øjet til at bevæge sig og vil skabe en illusion af at du er højere end du er. Prøv en stil med en talje, der er syet over din naturlige talje. Det vil få den nederste del af brudekjolen til at synes længere, og det får også dig til at se længere ud.

Store prinsessekjoler vil virke ret så overvældende, davil synes mindre end du er. Det samme med kjoler med lavt syet talje, det vil se ud som om du ingen ben har. Hvis du vælger en kort kjole, der går til dine knæ, vil dine ben automatisk også se kortere ud.

Hvis du ikke vil vise dine arme

Hvis man er ked af at vise sine arme, uanset om de er for tunge eller for tynde eller om man har mormorvinger, skal man finde en løsning som gør at man føler sig godt tilpas. Det kan være alt fra Off-shoulder, lange, korte eller trekvartærmer. Man kan også vælge en bolero eller få syet et ærme som passer og dækker de ting man er ked af. De kan laves i tyl, blonder, med perler, blomster, ja kun fantasien sætter grænse for hvordan de skal se ud.

Det vigtigste er at dine arme ikke begrænser dig, og tager hele oplevelsen fra dig, som en smuk brud.

Kun retningslinjer ingen regler

Selvom visse stilarter virker bedst på bestemte kropstyper, så lad ikke “regler” indsnævre din søgning efter din drømmekjole for meget. Det hjælper at prøve alle mulige forskellige former for brudekjoler og derefter beslutte dig for, hvilken form og stil du føler dig bedst tilpas i.

Lad også ekspedienterne i de forskellige brudekjoleforretninger hjælpe dig på vej. De vil kunne råde og vejlede dig. Selv om de tager fat i en kjole du slet ikke kan forestille dig selv i, så prøv den alligevel. Man ved aldrig om den i virkeligheden er helt perfekt til dig.

God jagt efter din perfekte brudekjole

Helen Recaplaza

Kontakt os og lad os tage en uforpligtende snak

Vi sidder klar til at besvare ethvert spørgsmål, du måtte have, som du ikke får besvaret her på hjemmesiden. Så tøv ikke med at ringe eller skrive til os. Vi tager med glæde en helt uforpligtende snak med dig om dine planer.

Kontakt os i dag